Navn:
Kirstine Skjødt Hansen
Livsstil og interesser:
Primært vegetar med fokus på rawfood og spirer
Øko-freak
Ikke-ryger
Vinterbader
Impro danser
Naturglad byrøv
Cykler og pilgrimsvandrer i by og på land
Kunst- og kulturforbruger
Mediterer på Christ-fullness
Kirkegænger og “kirke-shopper”
Kreativ ildsjæl
og altid åben for livsglade oplevelser
Kreativ udfoldelse:
Digte
Park-art, video, skulptur, installation, interaktion, maleri og tegning
Sang, guitar, klaver
Oplæsning
Tro:
Kristen
Min tro er funderet i kristus i mit hjerte. Jeg spejler min indre tro i overbevisinger, viden, traditioner og ritualer fra både folkekirken, frikirkerne, den katolske og ortodokse kirke, de oldkirkelige traditioner og den koptiske kirke, klosterfællesskaber gennem tiden, moderne klosterlignende fællesskaber, økumeniske fællesskaber, nye spirituelle strømninger, de store verdensreligioner, mindre trossamfund og verdens mangfoldige og farverige kulturer.
Tidligere: ateist
Endnu tidligere: kulturkristen
Credo Biography
Døbt i Viby Kirke, sognekirke i Aarhus Stift, 13. maj 1979
Konfirmeret i Viby Kirke, sognekirke i Århus Stift, 9. maj 1992
Udmeldt af folkekirken fra Hans Egedes Kirke, sognekirke i Aalborg Stift, 28. august 2003
Genindmeldt i folkekirken ved Nathanaels Kirke, sognekirke i Københavns Stift, 13. december 2010
Curriculum Vitae
Født 1979 på Aarhus Kommunehospital på en snehvid vinterdag.
Opvokset i Viby J i en tidligere gartnervilla med stor have og kæmpe drivhus.
Her boede jeg hele min barndom og alle mine teenageår sammen med mine forældre, der dengang arbejdede som folkeskolelærere, og på delt tid sammen med mine to halvstorebrødre.
Blev fra lille passet i en vuggestue, der havde til huse i en boligblok nær mit barndomshjem. Derefter fortsatte pasningen i børnehaven Bjørnbakshus, lige bag Viby Kirke, hvor den også i dag har til huse i den smuk hvid bygning, der oprindeligt blev opført som Viby Højskole. Højskolden der blev grundlagt i 1857 af Lars Bjørnbak, som et alternativ til den grundtvigianske højskole. Når vi var på tur med børnehaven gik vi enten gennem Viby Kirkegård hvor vi skulle være helt stille, under viadukten hvor vi råbte sjove ting og skabte ekko, eller gennem Viby Park. Når turen gik gennem parken, var det et fast ritual at vi gik hen til mindestatuen af Bjørnbak. Mindestatuen der bærer indskriften: “Kundskab er magt. Uvidenhed er trældom.”
Min børnelærdom fik jeg på Viby Skole, med udsigt til Viby Kirkes hovedtrappe. Over skolens hoveddøren lød indskriften: “Kundskaber øge - Vilje, Styrke til Dåd”. Børnelærdommen efterfulgte jeg med en gymnasiel teknisk ungdomsuddannelse på HTX i Risskov. Her var der ikke nogen visdomsfyldte indskrifter om kundskaber, og jeg tog mig masser af tid til smøgpauser og pjækkerier.
Den tekniske studenterhue var mig ikke nok, og jeg valgte at supplerede den tekniske faglighed og knap så visdomsfyldte ungdomslære med filosofi på Voksenuddannelses Centeret i Århus Midtby. Voksenlærdommen afløste ungdommens sløvsind, og tankerne og inspirationen blev vakt til live af de gamle vise filosoffers ord.
Jeg vaskede trapper og støvsugede mens filosoffernes tanker fandt ind på de noget tomme og støvede hylder i mit filosofiske sind. Der blev arbejdet hårdt og meget for at tjene til et ophold på den danske grundtvigianske Jaruplund Højskole i Tyskland, hvor jeg tog ned for at udvidede horisonterne i det dansk-tyske grænseland. Horisonterne udvidede sig dog mest på den sociale front – men det var nok også der, mine horisonter trængte mest til at blive udvidet og plejet.
Derefter gik vejen til Aalborg, og det humanistiske fakultet på universitetet i det nordjyske. Jeg havde valgt at gøre kommunikation til mit studiefelt. Kommunikationsfagets mange tværfaglige vinkler og facetter blev på den måde mit udgangspunkt for de kundskabsporte, som voksenlærdommens akademiske tilgang var med til at åbne i mit sind.
Før studiet var gjort færdigt, flyttede jeg til København og gav mig selv fri som kunstner. Jeg var træt af denne evindelige søgen efter svar og sandheder, og følte på det sidste at enhver konklusion var mulig – det handlede blot om valg af teori og metode.
Kunsten gjorde mig glad, her var jeg fri. Jeg fandt en helt ny måde at udtrykke mig på, en måde som teori, analyser og beregninger ikke kunne hamle op med. Kunsten føltes så legende naturlig for min krop og mit sind – og hjertet legede med. Jeg nød denne tid, selvom jeg også mærkede kunstnerens kamp for mad på bordet i et økonomisk styret samfund. Med den erfaring, besluttede jeg mig, trods en stor indre modstand, for at få mit speciale gjort færdigt. Mit tema for afhandlingen var ‘arbejdsløshed’ og den udgjorde en undersøgelsen af forskellige anskuelser af arbejdsløshed fra politisk side og selvanskuelser hos en udvalgt gruppe arbejdsløse akademikere, som jeg besøgte og interviewede. Min problemstilling og undersøgelsesformål var at diskutere, om det var muligt at italesætte en positiv arbejdsløshedsdiskurs – altså en positiv omtale af det at være arbejdsløs. Min konklussion var, at det var det ikke. For når den arbejdsløse omtalte sig selv positivt, eller blev omtalt positivt, så ændrede diskursen sig, så emnet for omtalen ikke længere var arbejdsløsheden, men andre aspekter af den omtaltes liv.
Min kamp med diskurserne, teorierne og analyserne udviklede sig på det nærmeste til en indre krig i mit sind. Langt om længe var strabadserne overstået og eksamensbeviset kom i hus. Jeg rettede lettet henvendelse til arbejdsløshedskassen, hvor jeg nu havde ret til at blive medlem, og kunne nyde trygheden af en sikret grundindtægt – selv i perioder uden arbejde.
Jobsøgningen og min første personlige erfaring som arbejdsløs, blev erstattet med et job som it-projektleder. Derefter fulgte to jobs som kreativ og udviklingsorienteret kommunikationsmedarbejder, med udstillinger og events som hovedbeskæftigelse. Begge jobs på Københavns Vestegn – først på et folkebibliotek og derefter på et arkæologisk museum med lokalarkivernes udstillinger som mit indsatsområde.
Under den sidstnævnte ansættelse på lokalarkivet tog mit liv en radikal drejning. En masse sammentræf af begivenheder og forskellige afgørende valg, som jeg foretog, åbnede nogle helt nye døre i mit liv. Jeg begyndte at dyrke bønnespirer, begrænsede mit indtag af søde sager, lærte tai chi’ens bevægelseskunst, rawfood’en bragede ind i mit liv og fyldte det med energi og livsglæde. Jeg fulgte op på et frø, der var blevet plantet hos mig til et aftenforedrag nogle år forinden, og dette frø førte til at jeg startede på en privat alternativ uddannelse som stresskonsulent med praktisk know-how om effektiv og blid behandling af allergier, smerter, traumer og oversensitivitet.
Det viste sig at jeg havde talent for de alternative behandlingsformer – hvilket kom som noget af en overraskelse for mig, da alt alternativt havde været helt afskåret fra mit liv hidtil. Men det var ikke nok for en videbegærlige unge kvinde som jeg, at kunne udføre metoderne og se deres fantastiske effekt på andre menneskers liv - jeg måtte ganske enkelt også forstå det. Så et intenst selvstudie gik igang, og bøger blev slæbt hjem fra biblioteket på cyklen og afleveret igen i ligeså store mængder, efter af ordene var blev gransket og der var blevet grundet og eksperimenteret med den megen fascinerende viden, som pludselig åbnede sig for mig. Viden om menneskets krop og sind – og viden om den forunderlige skabning mennesket er. Eksperimenterne blev gjort på mig selv, og jeg fik ad den vej udviklet en behandlingsmetode til en selvbehandlingsmetode. Og mens jeg kom dybere ind i forståelsen af kroppens og sindets natur og menneskets instinkter, så fandt jeg frem til min egen metodiske forklaringsramme og begreber – så teknikkerne efterhånden fremstod som en samlet metode under betegnelsen: Meditationsterapi med Instant REM.
Samtidig med at jeg satte form og struktur på min forståelse af de fantastiske forløsende metoder, så valgte jeg at slå mig ned som selvstændig. Jeg havde stadig et halvt år tilbage af min projektansættelse på lokalarkivet, og da den udløb i efteråret, så valgte jeg at forsøge mig som fuldtidsselvstændig. Jeg vejledte i en simpel meditationsform, underviste på kurser i selvbehandlingsmetoder, holdt foredrag om kroppen, sindet og menneskets instinkter, havde individuelle konsultationer hvor jeg hjalp forskellige personer med den effektive og blide meditationsterapi, og jeg forsøgte mig også med foredrag og minikurser på virksomheder. En stor del af min tid blev stadig brugt på min videre hjemme-forskning og udvikling af Instant REM metoden, og samtidig var jeg meget opsat på at tilbyde en gratis formidling af selvbehandlingsmetoderne på min virksomheds hjemmeside. En digital platform, hvor jeg med en kombination af tekster og videoer gik i gang med at formidle de effektiver værktøjer til fri afbenyttelse for enhver, og lige til at tage i brug.
Det havde næsten fra starten været et vigtigt fokus for mig, at tilbyde en gratis formidling af metoderne, da jeg dengang og stadig den dag i dag mener, at værktøjer og viden som denne bør være til rådighed for alle interesserede. Men livet som selvstændig er ikke helt let. Der er mange ting, der skal passes, og der kommer ikke en fast lønningscheck ind hver måned. Med mine ambitioner om et gratis formidlingsprojekt, samtidig med et stort udviklingsarbejde på egen hånd, så var det svært at finde overskudet til den administrative del af det at drive virksomhed, og der skulle også være roen og koncentrationen når jeg holdt foredrag eller havde individuelle konsultationer. Det var en lærerig og meget spændende tid med virksomheden, og for hver person jeg hjalp ud af traumer, angst, stress og smerter, så blev jeg samtidig endnu klogere på de ting, jeg havde læst mig til. For hver eneste person, der kom til mig, havde sin særlig historie, og hver gang blev jeg mere og mere opmærksom på, hvor individuelt og intuitivt jeg gik til hver eneste behandling.
Men til sidst syntes min bankkonto og jeg selv ikke at livet som selvstændig var holdbart i længden. Det havde været godt den tid det havde stået på, men energireserverne var også ved at være brugt op. Da først tanken om at lukke virksomheden ned havde strejfet mig, var der ikke langt til den endelige beslutning. Og så snart de praktiske papirer og underskrifter var gjort, var der kun lettelse at hente i denne beslutning. Der var ingen fortrydelse over at jeg havde forsøgt mig som selvstændig under stillingsbetegnelsen, meditationscoach. Men i stedet en stor taknemmelighed over at jeg indså og accepterede, da tiden var inde til at lukke virksomheden ned igen.
I den mellemliggende tid var kirken kommet ind i mit liv. Jeg havde genindmeldt mig i folkekirken og i foråret havde jeg været så heldig at få et lille job som kirketjener-vikar ved siden af min virksomhed. Kirken kom rent faktisk ind i mit liv som et resultat af mit arbejde med meditationsterapien. For jo mere jeg dykkede ned i forståelsen af menneskekroppens og -sindets forunderlige univers, jo mere forundret og begejstret blev jeg for den menneskelige skabning. Og min begejstring var samtidig fulgt af en stor taknemmelighed over, hvordan jeg selv var blevet i stand til at forandre, udvikle og udvide mit eget liv i en smuk og possitiv retning. Og denne forundring og taknemmelighed i mig havde sit naturlige behov for at blive rettet mod noget. En selvfølgelig følelse opstod på den måde indefra – der måtte ganske enkelt stå noget større bag noget så forunderligt. Og med det kom troen på Gud ind i mit liv.
En samtale med en sognepræst, som jeg opsøgte, åbnede kirken for min spirituelle søgning, og blot få uger efter – midt i adventstiden – genindmeldte jeg mig i folkekirken. Ved samme lejlighed lavede jeg en aftale med min sognekirke om en kommende kunstudstilling i kirkens smukke sognegårdssal. Tidspunktet for udstillingen blev meget velovervejet sat til den efterfølgende højtid – påsken. Det skulle blive min første solo-kunstudstilling, og emnet var ikke mindre end min egen trosrejse. Da påsken nærmede sig gik den kreative proces igang, og før jeg vidste af det, så havde jeg i min notesbog fået fremtryllet min første digtsamling. Digtene udgav jeg under titlen: ”16 Brudstykker fra Livets Labyrint”, og poesien stod som akkompagnement til skulptur, maleri, video, installation og interaktionskunst. Digtene og kunstværkerne fremstod som en helhed og udgjorde tilsammen et stedsspecifikt og oplevelsesorienteret kunstværk med troen som omdrejningspunkt.
Efter en meget smuk og bevægende personlig proces med påske-udstillingen, så var det min plan, at jeg i tiden frem til Pinse ville arbejde intenst på at få færdiggjort en samlet udgivelse om Meditationsterapi med Instant REM metoden. Men i stedet blev tiden op til Pinsen brugt på at lukke virksomheden og afrunde regnskaber og kundeaftaler. Jeg måtte igen prise mig taknemmelig for, at jeg for nogle år tilbage bed tænderne sammen og fik specialet skrevet færdigt, for arbejdsløshedskassen gjorde det muligt at lukke virksomheden uden økonomiske bekymringer for den kommende tid som arbejdsløs. Ja, faktisk var min indkomst som selvstændig i flere perioder lavere end dagpengesatsen, og jeg kan kun undre mig over, hvordan jeg rent faktisk og praktisk fik det til at løbe rundt.
Aktuelt er jeg altså arbejdsløs. Formidlingen af Meditationsterapien med Instant REM metoden er stadig en hjertesag for mig, og et projekt der ligger mig dybt på sinde. Blot har jeg nu fundet ind til en større tålmodighed, og afventer at omstændighederne i mit liv er rede til at tage dette arbejde op igen.
Og mens jeg som arbejdsløs arbejder aktivt på at finde min nye jobkurs, så er det med stor spænding og til tider også en vis portion utålmodighed, at jeg afventer hvilket kommende arbejde, der vil åbenbare sig for mig. Ventetiden bruger bruger jeg dog meget aktivt og målrettet på at lære mange af de skønne københavnske kirker og deres mangfoldige tilbud at kende.